top

Bookingportaler snyder kunder med rejse-clickbait

19. april 2017

En ny rapport fra EU-kommissionen fortæller, at to ud af tre bookingsider ikke viser den reelle pris og vildleder kunderne. Danmarks Rejsebureau Forening mener det er det skadeligt for branchen og kalder på politisk handling på området.

Den første pris kunderne møder på en bookingportal er i to ud af tre tilfælde vildledende. Det viser resultaterne i en ny rapport fra EU-kommissionen og forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i EU.
Hos Danmarks Rejsebureau Forening overrasker det, at hele to ud af tre bookingportalerne vildleder kunderne med falske priser:

”Denne rapport viser tydeligt, at bookingportalerne i stor stil snyder kunderne med, hvad der bedst kan beskrives som ’rejse-clickbait’. En lokkende pris skal fange kundernes opmærksomhed, men er uden hold i virkeligheden. Denne form for virksomhedsdrift, mener vi i Danmarks Rejsebureau Forening, at der skal slås hårdt ned på. Vi ønsker en gennemsigtig rejsebranche, hvor kunderne køber deres ferie eller forretningsrejse på baggrund af klar kommunikation gennem hele købsprocessen”, siger Danmarks Rejsebureau Forenings afdelingschef, Jakob Hahn.

Afdelingschefen tilføjer, at markedsføring på baggrund af falske priser skader hele branchen. Derfor opfordrer han nu politikerne til at handle på de nye resultater fra EU-kommissionen.
”På sammenligningsportaler er lave priser nøglen til at optræde øverst i søgninger og dermed fange forbrugernes opmærksomhed. Når disse priser så ikke har hold i virkeligheden, har vi at gøre med systematisk vildledning af både virksomheder og privatpersoner, der køber rejser. Denne form for forretningsdrift mener vi selvfølgelig, at man bør slå hårdt ned på fra politisk side. Det er desuden et lovkrav i Danmark at oplyse totalpriser, og det bør bookingportaler der sælger til danske kunder selvfølgelig også gøre”, siger Jakob Hahn.

Danmarks Rejsebureau Forenings afdelingschef fortæller desuden, at de kunstigt lave priser sætter de rejseformidlere, der altid viser rejsens totalpris, i et dårligt lys. Danmarks Rejsebureau Forening beretter om flere medlemmer i både forretnings- og ferierejsesegmentet, som fortæller, at de bliver mødt af mistro og skepsis på grund af priserne, fordi kunden sammenligner med bookingportalernes priser.

”Branchen bruger lang tid på at forsvare og forklare deres priser over for kunderne. Og når man samtidig arbejder med små margener kan selv små forskelle i prisen have stor indvirkning på den rejsendes valg. Når kunderne er i rejseportalernes købsproces, så forlader de den sjældent igen, selvom prisen hæves undervejs. Det er på trods af, at kunden i mange tilfælde ender med en højere pris, end hvis de blot var startet med at gå til et dansk rejsebureau”, siger Jakob Hahn.

Rapporten fra EU-kommissionen og forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i EU fortæller også, at bookingportalernes forretningsdrift oftest er det, som kunderne klager over til de europæiske forbrugercentre.


 

Kontakt

Afdelingschef i Danmarks Rejsebureau Forening, Jakob Hahn på eller 35 30 12 51.


 

Danmarks Rejsebureau Forening

Vodroffsvej 32
DK-1900 Frederiksberg C

Telefon (+45) 35 35 66 11
E-mail:

Læs mere
 

© 2017 Danmarks Rejsebureau Forening.
SEO, SEM, CMS og Webdesign.
HTML5 / CSS3