
DRF´s høringssvar om ikraftsættelse af pakkerejseloven i Grønland
For at læse høringssvaret i PDF - klik her. Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked Att.: Mary Stisen Postbox 1601 3900 Nuuk. Frederiksberg 18. juli 2012 Vedr.: Sagsnr. 2011-059598 – Ikrafttræden af Pakkerejseloven i Grønland. Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) skal hermed fremsende nogle kortfattede kommentarer vedr. det udsendte høringsforslag om ikraftsættelse af Pakkerejseloven i Grønland. Grundlæggende er det DRFs vurdering, at det vil være formålstjenligt at ikke at ikraftsætte den danske Pakkerejselov i Grønland på nuværende tidspunkt. Dette synspunkt bunder i, at der er tale om en næsten 20 år gammel lov, som netop nu er genstand for en gennemgribende revision. EU-kommissionen forventes således i efteråret 2012 at lægge sidste hånd på et revideret pakkerejsedirektiv, dvs. det direktiv der ligger til grund for den danske pakkerejselov. For den danske pakkerejselovs vedkommende er der desuden tale om en lov som på mange måder er utidssvarende da den bl.a. ikke længere på tilfredsstillende vis dækker ansvarsforholdene vedr. de mange ferierejseprodukter der i dag kan købes, bl.a. via internettet. Der vil derfor, hvis Pakkerejseloven sættes i kraft i Grønland, være tale om en lov der fra første dag er forældet. Det foreslås på denne baggrund, at der i stedet arbejdes på at den reviderede pakkerejselov, der med stor sikkerhed vil blive behandlet i Folketingssamlingen 2013-14 i Danmark, efter vedtagelsen ikraftsættes samtidig i Danmark og Grønland. Hvis det, på trods af ovenstående anbefaling om en udsættelse af indførelsen af Pakkerejseloven i Grønland fastholdes, at den danske pakkerejselov skal ikraftsættes i Grønland allerede til efteråret 2012, skal DRF på det kraftigste anbefale, at Pakkerejseloven ikraftsættes således, at reglerne i den danske pakkerejselov om etablering af en såkaldt ”Rejsegarantifond” også indføres samtidig. Rejsegarantifondsreglerne udgør nemlig det suverænt største element af forbrugerbeskyttelse i Pakkerejseloven, og det er efter DRFs opfattelse helt uacceptabelt hvis denne hovedsten i forbrugerbeskyttelsen, nemlig beskyttelsen af forbrugernes forudbetalinger, ikke etableres som en del af lovgrundlaget. Ligeledes skal det anbefales, at der, hvis pakkerejseloven indføres i Grønland sin nuværende form, skrives meget mere udførligt i bekendtgørelsen om lovens definitioner herunder hvilke elementer der tilsammen udgør en pakkerejse, samt at lovens dækningsområde præciseres på en række områder, således at den praksis der er udviklet i løbet af de 19½ år pakkerejseloven har været anvendt i Danmark klart fremgår af bekendtgørelsen. Derved undgås det nemlig, at de myndigheder der efterfølgende skal forvalte loven skal anvende ressourcer på at afklare disse spørgsmål. Afslutningsvis skal det understreges, at DRF er af den klare opfattelse, at det vil være en rigtig god ide at genoverveje om den danske Pakkerejselov virkelig skal indføres i sin nuværende form i Grønland. Dette ikke mindst fordi DRF vurderer, at det tjener såvel de grønlandske forbrugere som den grønlandske rejsebranche bedst, at afvente vedtagelsen af en ny og tidssvarende pakkerejselov i Danmark før den samme lov indføres i Grønland. Hvis der er behov for yderligere information om DRFs synspunkter kan undertegnede kontaktes på telefon +45 3530 1255 eller på mail lth@travelassoc.dk. Med venlig hilsen DANMARKS REJSEBUREAU FORENING Lars Thykier Adm. Direktør. |