Pressemeddelelse fra DRF

Om transit i lande, der er “orange”

Transit i lufthavne som er beliggende i EU-lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til skal være tilladt til trods for, at Udenrigsministeriets fraråden også omfatter transit. Det giver ikke nogen mening, at en rejsende skal kunne afbestille blot fordi vedkommende skal mellemlande i en EU-lufthavn som er godkendt ud fra helt de samme EU-regler som eksempelvis Kastrup og Billund lufthavn. Danmarks Rejsebureau Forening mener, at myndighederne overreagerer ved ikke at give ”grønt lys” til mellemlandinger i orange lande.

Pakkerejseloven siger, at man som rejsende har ret til gebyrfri afbestilling, hvis en række omstændigheder er opfyldt. Men Danmarks Rejsebureau Forening mener ikke, at en mellemlanding i en lufthavn i et orange EU-land er en omstændighed, der påvirker passagerens rejse til den endelige destination så betydeligt, at gæsten har krav på afbestilling.

”Mellemlandinger udgør ikke nogen større risiko for den rejsende, så længe man ikke skal ud af lufthavnen. Alle lufthavne i Danmark er underlagt nøjagtigt de samme EU-forordninger og direktiver som samtlige andre EU-lufthavne. Derfor er der de samme risici her som i enhver anden lufthavn i hele EU-området. Med andre ord må den sundheds- og sikkerhedsmæssige indsats i alle EU-lufthavne være den samme uanset hvor du er og uafhængig af det enkelte lands smittetal i øvrigt”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

”På den baggrund mener vi ikke, at den rejsende som udgangspunkt er berettiget til afbestille en rejse gebyrfrit med henvisning til at transitlufthavnen er beliggende i et EU-land, der er ”orange”.

Det er en trist overreaktion fra myndighederne, når meldingen er, at transit omfattes af den orange fraråden. Vi kan også se på nogle af Pakkerejse-Ankenævnets tidligere udstedte retningslinjer under andre krisesituationer, at man i flere tilfælde har undtaget transit fra den gebyrfrie afbestillingsret”, udtaler Lars Thykier.

Det skal dog for en god ordens skyld understreges, at Pakkerejse-Ankenævnet endnu ikke har haft sager om denne problemstilling i relation til COVID-19.

Danmarks Rejsebureau Forening
Vodroffsvej 32
DK-1900 Frederiksberg C.
CVR. Nr.: 20 77 03 17
E-mail: drf@travelassoc.dk
www.travelassoc.dk