Kendelse fra PAN

Sag #23-573

Denne sag handler om, hvorvidt rejsebureauet leverede efter aftalegrundlaget, eller om det ikke gjorde. Klager mente ikke, at indkvarteringen stemte overens med det, han var lovet, men rejsebureauet fastholdt, at der var leveret som aftalt.

Sagen

Klager købte en rejse af tre ugers varighed for to personer til Gran Canaria. Rejsen inkluderede ophold i en toværelses lejlighed uden forplejning. Rejsen kostede i alt 21.978 kr.

Det første, klager modtog fra rejsebureauet, var en ordrebekræftelse/faktura, hvorpå det stod anført, at klager havde købt en rejse med indkvartering i toværelses lejlighed.

I månederne op mod afrejsen modtog klager en række mails med forskellige opdateringer på rejsen.

Den 30. november 2022, 11 dage inden klagers afrejse, bemærkede klager, at der på billet/faktura nummer 9 var sket en ændring, således at det, der hele tiden havde stået på billetten om indkvarteringen, nemlig ”toværelses lejlighed” var ændret til ”mangler frit udsyn, toværelses lejlighed med balkon”. Desuden var lejligheden angivet som trestjernet og ikke firestjernet som resten af hotellet, og som også lejlighederne havde været, da klager bestilte rejsen.

Klager gjorde derfor gældende, at det på købstidspunktet ikke var blevet oplyst, at lejligheden var af lavere standard, og at rejsebureauet ikke havde oplyst om, at lejligheden manglede udsyn.

Bureauet mente ikke, at der var tale om ændringer i forhold til det oprindeligt købte produkt. Klager havde booket en toværelseslejlighed uden tilvalg af udsigt, fx havudsigt. At man nu fra bureauets side havde udspecificeret indkvarteringen, var ikke det samme, som at produktet var ringere end oprindeligt.

Bureauet ville dog gerne forsøge at ombooke klager, men det viste sig ikke at være muligt.

Klager sendte derpå en reklamation til bureauet efter hjemkomsten og krævede 5.000 kr. i kompensation.

Bureauet fastholdt, at det havde leveret efter aftale, og sagen gik videre til Pakkerejse-Ankenævnet.

Bureauet fastholdt også overfor nævnet, at det havde leveret efter aftalegrundlaget.

Bureauet beklagede dog, at det ved en fejl var fremgået, at lejligheden var trestjernet. Det skyldtes en systemfejl og havde intet på sig.

Lejlighederne havde samme klassificering som hotellet, og var firestjernet, som de også havde været på klagers købstidspunkt.

Afgørelsen

Ankenævnet gav bureauet medhold. Det havde leveret, som det skulle ifølge aftalegrundlaget, nemlig en toværelseslejlighed. Klageren var hverken lovet eller havde bestilt en særlig udsigt, og Ankenævnet kunne derfor ikke imødekomme klagerens krav.

Desuden mente PAN heller ikke, at klager havde godtgjort, at lejligheden havde en lavere standard end hotellet, og klager fik dermed heller ikke medhold i den del.

Hvad kan vi lære af sagen?

I denne sag fremgik det tydeligt, at klager fik det, klager havde booket. Bureauet kunne dokumentere, at der blot var bestilt en toværelses lejlighed, og at klager ikke havde tilkøbt nogen former for udsigt.

Vi kan derfor se, at hvis man som rejsebureau kan dokumentere, at der er leveret nøjagtigt efter aftalegrundlaget, så er der ofte ikke noget at komme efter kompensationsmæssigt. I den aktuelle sag var der tale om et ret ukompliceret rejsearrangement.

På større rejser, er der selvfølgelig flere detaljer at være opmærksom på, men juraen er den sammen, uanset om der er tale om et større eller mindre arrangement. Bureauet skal levere efter aftalegrundlaget, og gør man ikke det, kan der blive tale om kompensation.

Danmarks Rejsebureau Forening
Børsen
DK-1217 København K
CVR. Nr.: 20 77 03 17
E-mail: kontakt-drf@danskerhverv.dk
www.travelassoc.dk