Glædelig jul og godt nytår 2020

Kære medlem

Jeg tror ikke, jeg behøver at ridse dette års begivenheder op for nogen i rejsebureaubranchen. Der er heller ikke behov for et ”hyggeligt” tilbageblik på, hvad vi har fået tiden til at gå med.

For det har som bekendt været et år med udfordringer af så ødelæggende karakter, at ingen af os kunne have forudset omfanget, da året begyndte.

Selvom vi i branchen er vant til både at gennemleve kriser af en enhver art, have meget travlt og løse alverdens problemer, er der ingen tvivl om, at coronapandemien har trukket enorme veksler på alle. Professionelt såvel som privat. Mentalt såvel som økonomisk.

2020 er ganske enkelt et ”annus horribilis” uden sidestykke. Midt i fyringsrunder, slingrende politiske udmeldinger og truende konkurser virker det derfor malplaceret på vanlig vis at skulle ønske glædelig jul og godt nytår her kort tid inden juleferien. Men jeg forsøger alligevel.

Rejsebureaubranchens problemer forsvinder nemlig ikke blot fordi vi lægger 2020 bag os. Desværre. Jeg er meget bevidst om, at der ligger et stort arbejde foran os i det kommende år, og jeg kan love, at der heller ikke i 2021 på sekretariatet bliver skruet ned for det pres, vi siden februar 2020 har lagt på politikerne, embedsmændene og alle andre, der kan træffe beslutninger, som har indflydelse på rejsebureaubranchen.

Til gengæld har Danmarks Rejsebureau Forenings netværk på Christiansborg, hos vores interessenter og i samtlige medier aldrig været større, bredere eller stærkere. Selvom det måske ikke virker sådan i den daglige længsel efter bedre tider, er der mange, der er meget opmærksomme på, at vores branche også har brug for hjælp. Det kendskab til DRF og rejsebranchens udfordringer vil jeg også i 2021 benytte mig af ved hver eneste lejlighed, jeg måtte få.

Jeg vil gerne slutte denne julehilsen af med et positivt budskab, og her må det være på sin plads at nævne, at om ikke andet, så har 2020 bragt mange nye medlemmer til foreningen. Vi er glade for hvert eneste nye medlem, vi har fået, og hvis jeg endnu ikke har talt personligt med jer, er det ikke af ond vilje, men fordi der endnu ikke har været mulighed for det. Jeg håber, at jeg kan nå det i det nye år.

Jeg ønsker hermed både nye og gamle medlemmer en forhåbentlig afslappende & glædelig jul og et godt nytår – må det blive mere lykkebringende end 2020.

Venlig hilsen

LARS THYKIER