Særmeddelelse fra DRF

Kære medlemmer

I en forhåbentlig ikke så fjern fremtid, bliver der åbnet for rejser til udlandet igen, herunder i første omgang formentlig inden for det europæiske fællesskabs grænser.

Der kommer givetvis til at være en del regler, rejsende skal følge for at kunne rejse ud, ligesom landene i EU hver især kan have forskellige former for indrejseregler. Der bliver derfor nok at holde styr på, når man som rejsebureau skal overholde sin oplysningspligt om indrejsebestemmelser over for kunden.

DRF har ikke mandskabsressourcer til at udarbejde en oversigt over disse regler eller vedligeholde en sådan oversigt, selvom det er blevet efterspurgt af medlemmer.

Derfor henviser vi til EU, som fornylig har lanceret portalen Re-open EU, der giver et overblik over sundhedssituationen (dvs. covid-19-situationen) i de europæiske lande. De informationer, der er tilgængelige, bygger på data fra ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control. Informationerne på siden opdateres ofte, og de er tilgængelige på 24 sprog.

Portalen har tillige info om de forskellige restriktioner, der er i de forskellige lande, herunder også eventuelle karantæneregler og eventuelle testregimer, rejsende skal holde sig for øje. Bemærk, at siden grundet de hyppige opdateringer, er maskinoversat.

Den danske version er en smule knudret i sproget, uden at meningen dog går tabt.Det er håbet, at portalen kan gøre det nemmere at planlægge rejser i EU.

Medlemmer er altid velkomne til at kontakte sekretariatet med spørgsmål til, hvordan man som rejsebureau i konkrete sager skal forholde sig til de forskellige indrejseregler.

Portalen findes her, hvor man også kan skifte sprog, hvis man ønsker det.