Pressemeddelelse fra RiD & DRF

Rejsebranchen kan ikke vente længere: Vi skal have en dato for åbning nu!

Grundet Regeringens rejserestriktioner har rejsebranchen nu været mere eller mindre de facto tvangslukket i over et år. Det har medført en omsætningsnedgang på sammenlagt 85-90% og tab af mere end 60% af branchens arbejdspladser.

Heldigvis er både smittetal, positivprocent og antallet af indlæggelser i Danmark meget lave. Testning og smitteopsporingen virker. For hver dag bliver stadigt flere danskere vaccineret. Og det digitale coronapas ser snart dagens lys.

Så når der forhåbentlig snart lukkes op for, at turister fra visse lande kan rejse ind i Danmark for at overnatte på danske hoteller og spise på danske restauranter, skal danskerne selvfølgelig også kunne rejse til de selvsamme lande under iagttagelse af destinationslandenes evt. indrejserestriktioner.
Rejsebranchen har længe efterspurgt en plan og en dato for genåbning af grænserne, men der er fortsat ingen meldinger om åbningsdato endsige hvilke lande, der åbnes for rejser til.

Både af hensyn til branchen og af hensyn til de mange danskere, som i denne tid er usikre på, hvor og hvordan de skal tilbringe deres ferie, skal der nu, gerne i denne uge, meldes ud, hvortil i verden man kan rejse til sommer.

Af rammeaftalen den 22. marts 2021 om genåbning af Danmark fremgår, ”at regeringen arbejder efter, at der kan åbnes for rejse med coronapas samt smitteforebyggende tiltag …”.

Derfor forventer vi, at der åbnes for danskernes udlandsrejser i løbet af maj 2021, det vil sige når sårbare og personer over 50 år er vaccinerede, og det digitale coronapas forventes at være implementeret.

Rejsearrangører i Danmark (RiD) og Danmarks rejsebureau Forening (DRF) har, som inspiration til de igangværende politiske drøftelser, det vedlagte konkrete forslag til, hvorledes man under iagttagelse af de sundhedsmæssige præmisser kan foretage en kontrolleret grænseåbning af rejser, i første omgang inden for EU. Og modellen kan også med modifikationer overføres til rejser til en række lande uden for EU.

Vi ser frem til en klar udmelding nu om den længe ventede genåbning for rejser til udlandet.