Pressemeddelelse fra DRF

Det er fuldstændig afgørende for danskernes rejselyst, at Udenrigsministeriet begynder at udarbejde regionale rejsevejledninger med det samme. Sådan lyder budskabet fra Danmarks Rejsebureau Forening. Ministeriet har igen sat flere hele lande på ”den sorte liste”, selvom der er tale om lande med højt smittetryk i enkelte storbyer mens resten af landet har lave eller meget lave smittetryk.

I dag blev det Ungarn, Schweiz, Holland, Østrig og Portugals tur til at blive orange i Udenrigsministeriets ugentlige opdatering over lande, man fraråder danskerne at rejse til.

Den manglende vilje fra politisk side til at udarbejde regionale vejledninger bevirker, at danske rejsebureauer og deres gæster må annullere nært forestående rejser, som ellers godt kunne have været gennemført på betryggende vis, fortæller Danmarks Rejsebureau Forening.

Organisationen ønsker politisk handling, da rejsebureaubranchens forretningsgrundlag afhænger af klar og tydelig kommunikation.

”Med regionale rejsevejledninger kunne rejsebureauerne i stor udstrækning have undgået at skulle aflyse rejser og igen skuffe deres gæster med meget kort varsel. Vi har meget svært ved at forstå, at man ikke vil lade danske rejsende tage til andre områder af et ellers ”lukket land”, hvis sundhedsforholdene i øvrigt taler for det. Der er langt fra Nord- til Sydspanien, og de nationale forskelle er enorme”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Fra Lars Thykier lyder det, at andre EU-lande laver regionale vejledninger, og han mener, at det udfordrer erhvervets eksistensgrundlag, at man i Danmark fastholder den nuværende model.
Landespecifikke rejsevejledninger giver nemlig ikke blot indtrykket af, at det er usikkert at gennemføre rejser de kommende uger. Forbrugerne har også trukket i håndbremsen med bestilling af rejser på den længere bane.

”Det danske smittetryk er på niveau med rigtig mange lande, og vi er af den opfattelse, at vi skal give forbrugerne noget af deres frihed tilbage. I stedet bør skal man fra myndighedernes side sørge for, at der er et stærkt testapparat til dem, der lander i lufthavnen, og nogle klare procedurer for, hvordan man skal forholde sig, indtil der foreligger et svar, dvs. helt det samme oplæg der i dag gælder for erhvervsrejser”, siger Lars Thykier.

Danmarks Rejsebureau Forening
Vodroffsvej 32
DK-1900 Frederiksberg C.
CVR. Nr.: 20 77 03 17
E-mail: drf@travelassoc.dk
www.travelassoc.dk