Særmeddelelse fra DRF

Tillykke til Kipling Travel

DRF er stolte af at Kipling Travel i går den 5. oktober 2022 ved Danish Travel Awards vandt Den Grønne Specialpris. Prisen, der aldrig har været uddelt før,  ”gives til en virksomhed i den danske rejse- og luftfartsbranche, hvor klimaudfordringerne er blevet et centralt indsatsområde”, som Standby skriver.

Kipling Travel var nomineret i kategorien, fordi de har været aktive inden for bæredygtige rejser og turisme i 18 år.

Kipling har desuden siden 2015 har haft og opretholdt den højeste Travelife-certificering, nemlig ”Travelife Certified”, og de var det første, danske rejsebureau der opnåede denne certificering. Det er ikke noget, man bare kommer sovende til. Det kræver både hårdt arbejde og målrettethed.

Bureauets partner i Nepal, Explore Himalaya, opnåede i 2017 samme høje Travelife-certificering, og certificeringen af rejsebureauets camp Begnas Camp, også i Nepal, er på vej. Næste skridt er Kipling Travels samarbejdspartnere i Indien – og lidt længere ude i fremtiden er det planen, at samarbejdspartnere i andre dele af verden også opnår certificering. Det fortæller bureauets direktør, Lars Gundersen.

Kipling Travel har et skarpt blik på, at de ikke kommer til at pynte sig med lånte fjer og greenwasher sig selv og de ved, at bæredygtighed ikke bare er noget der sker fra den ene dag til den anden. De arbejder på bæredygtighed i det stille – og skubber år efter år sig selv og ikke mindst samarbejdspartnere i hele verden i den rigtige, bæredygtige retning.

Hos Kipling er bæredygtighed ikke noget, man diskuterer, om man skal have en holdning til. Det er ikke engang noget, man reklamerer særlig meget med. Man gør til gengæld noget ved det, hjemme og ude.

Kipling gør en stor indsats for bæredygtigheden for de mennesker, de arbejder med i nogle af verdens mest sårbare områder, så turismen kan skabe ordentlige indtægtsmuligheder og forbedre velfærden. De gør det for naturen. For dyrene. Bæredygtighed, CSR … uanset hvad, vi kalder det, er det med rejsebureauets egne ord et mantra for dem.

Der skal også lyde et stort tillykke til de øvrige medlemsbureauer, der løb med priser ved gårsdagens Danish Travel Awards, nemlig Gislev Rejser, som vandt i kategorien Bedste Rejsearrangør, FDM travel som vandt prisen som bedste ferierejsebureau samt BCD Travel, der vandt som bedste erhvervsrejsebureau.

Er du som medlem blevet nysgerrig på Travelife-programmet, så kontakt gerne sekretariatet på drf@travelassoc.dk for mere info.

Danmarks Rejsebureau Forening
Vodroffsvej 32
DK-1900 Frederiksberg C.
CVR. Nr.: 20 77 03 17
E-mail: drf@travelassoc.dk
www.travelassoc.dk